Cape Town

Paarl –Cape Town – Paarl 60 km.

Cape Town, der er en af verdens smukkeste byer, og har mange spændende ting at byde på. Table Mountain, Waterfront, Green Marked, Sejltur til Robben Island og Cape Town indre by, som dette turforslag omhandler.

Der er i princippet 2 måder at udforske Cape Town indre by på.

Man kan parkere i parkeringshus nede ved Waterfront og herfra stige på de røde dobbeltdækker sightseeing busser, som kører rundt i Cape Town, videre op til kabelbanen til Table Mountain, ned til Camps Bay og tilbage langs kysten til Waterfront. Man kan stige af og på så tit man ønsker.
Eller man kan gå rundt i Cape Town og virkelig opleve byens puls, som dette turforslag omhandler.

N1 fører direkte ind i centrum af Cape Town og der er god skiltning. Følg skiltningen mod Table Mountain. Når motorvejen slutter køres lige frem op mod Table Mountain af ”Buitengracht Street” et par hundrede meter. Ved lyskrydset hvor vejen ”Strand” krydser drejes til højre og umiddelbart efter til venstre ind på P- pladsen foran restauranten ”Marcos African Place”.

Følg gaden ”Strand” ind i byen. Oprindelig gik vand-kanten hvor ”Strand” går nu, så der er indvundet kolossalt meget land ved opfyldning, for en stor del af byen Cape Town ligger i dag, hvor der tidligere var vand. På venstre side passerer vi The Gold of Africa Museum, hvor der er udstillet masser af guld effekter, som afrikanske høvdinge f.eks. smykkede sig med.

Fortsæt af ”Strand” og drej til højre op af ”Long Street”, som er en af de mest interessante gader i Cape Town. Fortsæt hele vejen op af ”Long Street” med masser af små backpacker hoteller, butikker, cafeer. På højre side af vejen er der flere 4 etages bygninger spækket med afrikanske souvenirs. Men det mest specielle ved ”Long Street” er de mange smukke velbevarede husfacader.

Med disse smukke facader og hele miljøet i øvrigt er der en slags New Orleans stemning på ”Long Street”.

Helt oppe for enden af ”Long Street” hvor der er en smuk kirke på højre side og en moske på venstre side følges vejen rundt til venstre og forbi Iziko museet på ”Queen Victoria Street”. Lige efter museet går vi ind i parken Company Gardens og fortsætter hele vejen gennem parken, der er fyldt med smukke og sjældne træer og planter. Parken blev oprindeligt grundlagt af det ”The Dutch East Indies Company” for at dyrke grøntsager, så hollandske skibe, der rundede Kap det Gode Håb på vej til østen, kunne få friske grøntsager ombord, således at sømændene kunne undgå skørbug..

Ved udgangen i den sydlige ende af parken ligger den flotte parlamentsbygning til højre og til venstre ligger domkirken, hvor Desmond Tutu var ærkebiskop.

Udenfor parken til højre ligger Slave Lodge Museum. I denne bygning opbevaredes slaverne, indtil de blev solgt på Green Market. På bagsiden af bygningen ses et interessant våbenskjold, hvor løven, på grund af bygningens anvendelse, ser noget mere skamfuld ud end den gør på det samme våbenskjold på andre bygninger i byen.

Fra bagsiden af Slave Lodge går vi mod vest af ”Spin Street”, videre af ”Mostert Street”, lidt til højre af ”Corporation StreetT og så til venstre af ”Albertus Street” indtil vi når Buitenkant Street, hvor District Six Museum ligger.

Dette museum er afgjort et besøg værd. Her får man på en fantastisk vis illustreret apartheid styrets frygte-lige overgreb mod den sorte og farvede befolkning, da en hel bydel blev jævnet med jorden og 60.000 blev tvangsforflyttet til town ships udenfor Cape Town.

Turen fortsætter ned af ”Buitenkant Street” til ”Darling Street” krydser. Her til højre ligger det gamle fort og til venstre ligger den store ”Grand Parade” plads med Cape Towns smukke rådhus. Det var fra balkonen på dette rådhus, at Nelson Mandela på dagen hvor han blev frigivet, holdt sin store tale til det sydafrikanske folk.